Når jeg rejser i dag er det altid ledsaget af min telefon. Derfor åbner det også op for muligheden for at bruge telefonen til både noter, rejsedokumenter og vejvisning. Da det er en iPhone jeg selv har, er det med udgangspunkt i Apple’s Appstore og styresystemet iOS denne test er lavet.
Rejseapps
Hvis man foretager en søgning i appstore på rejser, vil der komme utrolig mange resultater med apps der kan hjælpe med alverdens ting på rejsen. Jeg har prøvet rigtig mange apps efterhånden – og til mange formål. Nogle apps fungerer og nogle fungerer absolut ikke. Nogle apps opfinder et behov man kan bruge telefonen til på rejsen, hvilket viser sig ikke at være så anvendeligt i virkeligheden.
De fleste apps kan dog fåes til både iOS og Android telefoner.
cityMaps2Go
Appen giver dig mulighed for at have kort med på turen og finde ud af hvor du er henne i en by eller et bestemt område i et land. Du har mulighed for at hente kort fra 150 lande, 60.000 destinationer og information om over 50 mio. steder.
Funktioner
- Hente kort og bruge dem uden dataforbindelse
- Søge hoteller, seværdigheder, butikker, restauranter osv.
- Detaljerede kort med både cykelsti og grusstier på kortet
- Finde din placering via telefonens GPS, uden brug af dataforbindelse
Anvendelse
Jeg har primært brugt appen når jeg har skullet være en storby eller et lille område. Men den fungerer lige godt om det er i en by eller helt land. Når jeg har skullet til f.eks Berlin har jeg inden turen kunnet sidde hjemme og lave en favoritliste, hvor bl.a. hotellet, nogle gode restauranter og bestemte seværdigheder ligger.
Når favoritstederne er indtaster bliver de vist med en lille stjerne på kortet. Når man er kommet frem, kan man vælge stederne fra favoritlisten og straks fortæller appen dig hvor langt du er fra punktet.
Der er 2 muligheder når kort vælges og downloades til telefonen. Første mulighed er selvfølgelig at hente grundkortet med alle veje, steder og POI’s vist. Til de fleste kort er der så en mulighed for også at hente en pakke hvor alle informationer om f.eks. seværdigheder og restauranter er indeholdt. Den fylder typisk noget mere, men så er man også helt uafhængig af data til appen på turen. Jeg har aldrig valgt at downloade informationspakken, da jeg fint har kunnet bruge de informationer der ligger i grundkortet.
Pris
Som udgangspunkt er appen gratis og indeholder premium funktionerne. Der er også mulighed for at tilkøbe PRO-funktioner, hvor bl.a. reklamer i appen forsvinder. Prisen for PRO-funktioner ligger på omkring 12,00 $.