I Kolding finder du Geografisk Have, som er byens botaniske have. Geografisk Have indeholde botanik fra hele verden, en rosenhave, legeplads og en dyrefold med forskellige dyr og fugle. I den botaniske have kan du også besøge Kolding Miniby. Kolding Miniby viser Kolding by i årene 1860-1870, hvor der på det tidspunkt var ca. 700 huse i byen.
I dag har foreningen der står bag Kolding Miniby opført og bygget ca. 400 af de 700 huse og arbejdet fortsætter indtil hele Kolding anno 1860 er blevet bygget op. Du kan gå igennem gaderne i Kolding, opleve husene og alle de små fine detaljer – alt sammen i størrelsesforholdet 1:10. Kolding Miniby har selvfølgelig også bygget Koldings vartegn – Koldinghus.
Kolding Miniby bliver opført af pensionister og frivillige som har lyst at skabe en miniudgave af Kolding by. Alle huse er opbygget næsten som man ville gøre med almindeligt hus, med rigtige teglsten (som de selv har produceret), rigtige mursten og trækonstruktioner på en del af husene.
Kolding Miniby er, ligesom Geografisk Have, åben hele året rundt – dog med begrænset åbningstider udenfor sæsonen. Du kommer til Kolding Miniby via Geografisk Have og for en voksen koster indgangen 75 kroner, børn 0-17 år er gratis. Du har mulighed for at medbringe din egen mad og drikke til parken, men det er ikke tilladt at medbringe egen grill. Hvis du gerne vil grille kan dette arrangeres af Geografisk Have, som stiller grill til rådighed.