Dette indlæg har været længe undervejs, men nu har tiden været til at prøve at få skrevet nogle af mine oplevelser med Den Transsibiriske Jernbane ned.
Det er efterhånden en del år siden (2005), jeg sammen med min søster, tog turen fra Moskva til Beijing i tog – men ikke desto mindre står turen stadig klart i hukommelsen, som en af de bedste og største rejseoplevelser jeg har haft. Med få ophold undervejs, tager togturen dig igennem verdens største land, ca. 9.100 km og hele 7 tidszoner skal passeres. Min søster, som i øvrigt har bloggen Glimt Af Verden, havde arrangeret hele turen hjemmefra, med hjælp fra Jysk Rejsebureau – det kunne ikke have været arrangeret bedre ?. Egentlig er den oprindelige og originale Transsibiriske rute fra Moskva til Vladivostok, men vi valgte at gøre stop i Kina i stedet. Vi var afsted i 21 dage, hvor ca. 12 dage blev tilbragt om bord på toget der førte os fra Ruslands smukke og anderledes storbyer, igennem den rå og ubarmhjertige natur i Sibirien, forbi verdens største sø, Lake Bajkal. Igennem den golde Gobi ørken, mod de frodige rismarker i Kina, for at slutte af i den pulserende og vilde by Beijing.
Vi afrejste med tog fra Odense til København og videre herfra til Moskva, hvor vi havde et par dage til at se os om i den russiske storby, inden turen med Den Transsibiriske Jernbane skulle starte.
Moskva
Allerede når du lander i Moskva starter turen og de store oplevelser. Du er landet i hovedstaden i Rusland og Europas største by. Allerede i lufthavnen bliver det tydeligt du er landet i et land der kulturelt er noget helt anderledes end man er vant til fra de europæiske lande. Du er kommet til en by der historisk set har været præget af stor dramatik, blodige opgør og spændende historie der også har forbindelser til lille Danmark. Den historie har gjort Moskva og Rusland til det land det er i dag og på godt og ondt er der stadig ting der fungerer i dag som de gjorde for mange år siden.
Når du er kommet igennem en række kontrol og utallige visning af dine papirer, venter dig en tur med den russiske metro indtil byen. Og vær forberedt – metroen er russisk, både i udseende, sprog på skilte og befolkningen der bruger den. Meget kan have ændret sig siden vi besøgte byen, men på daværende tidspunkt var kommunikation på engelsk nærmest umuligt og vejvisning til det rigtige tog og retning foregik med fagter, kort og enkelte engelske ord. Den russiske metro er noget helt specielt at færdes i, hvis du imellem kortlæsning og tydning af de russiske skrifter, tager dig tid til at kigge på vægge og lofter. For næsten af alle metrostationer i Moskva er præget med farverige klinker, mønstre, udskæringer i murværket og hvælvinger. Du bør give dig selv lidt tid til at nyde de mange flotte og smukt udsmykket stationer og har du været i Las Vegas, kan det sammenlignes med at besøge de imponerende foyer på de kæmpe store hoteller langs The Strip.
Vel ankommet til vores hotel i Moskva, direkte ud til floden, kunne vores eventyr begynde i byen. Vi besøgte velkendte Kreml og Den Røde Plads som i sig selv vidner om den storhed Rusland har haft og til stadighed har i dag som en af verdens stormagter. Den Røde Plads , som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste er et imponerende syn og en kæmpe plads der på den ene side er omsluttet af Kreml og den høje røde mur, kun afbrudt af en hvid murkrone og de smukke tårne med guld. Den Røde Plads består af flere bygninger, herunder mausoleum hvor Sovjetunionens grundlægger Lenin ligger. For enden af pladsen er den velkendte Vasilij-katedral, med de meget farverige og løgformet kupler. Katedralen er i dag et symbol på Ruslands placering mellem Europa og Asien, men anvendes som museum til daglig. Den Røde Plads er bl.a. også omkranset af universitetet og den russisk ortodokse kirke, Kazan-katedralen.
Videre fra Den Røde Plads tog vi ind til Kreml, som også er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Kreml som vel nok mest er kendt for sin høje røde mur, brudt med tårne langs siden og hjørnerne, huser i dag residens for den russiske præsident, den politiske magt, 4 paladser og 4 katedraler. Kreml betyder egentlig “fæstning i byen”, men Kreml er for mange synonymet med den russiske magt og den røde mur i Moskva. Inde i Kreml gik vi på egen hånd rundt blandt de enorme bygninger og katedraler. Vi tog en tur ind i “Ivan the Great Bell Tower” og kunne se kongresbygningen udefra. Kreml er næsten uundgåeligt at besøge hvis du er i Moskva.
Efter rundtur i det russiske magtcentrum og den historiske plads, brugte vi noget tid i en af Moskvas mange parker. Vi tog ud til MUZEON park (Muzeon Park of Arts), som rummer over 700 kunstværker udstillet udendørs og er også det største udendørs museum i Rusland, med kunstværker. Vi nåede desværre ikke at besøge den mere kendte park, Gorky Park. Gorky Park er en kæmpe park med søer, kultur og underholdning for alle – til sammenligning med f.eks. Central Park i New York.
Moskva har det hele, en moderne storby skal have – på den russiske måde. Moskva kan alt det vi kender fra storbyer som Paris, København, New York osv., men tilsat russisk stormagt og stålfasthed. Efter et par dage i den moderne russiske storby, stod vi på det kinesiske tog og med tusinder af kilometer togskinner kursen mod Beijing.
Bajkalsøen & Ulaanbataar
Toget sætter i gang og foran venter os utallige timer i vores kupé og det er en blanding af spænding og bekymring der fylder tankerne. For hvad er det for et land vi skal igennem og hvad venter der forude af oplevelser og kulturer i en verdensdel man ikke har besøgt før? Da toget langsomt glider ud fra perronen, ud af den moderne russiske storby, kommer kontrasten væltende mod os igennem ruden i toget. Det er tydeligt at se der er forskel på at leve i Moskva og leve i provinsen. Det er ikke nogen hemmelighed at Rusland er plaget af fattigdom og det kan ses når man med togets skramlen og hvislen, stryger gennem landskabet af små russiske byer, hvis huse til tider er tvivlsomt bygget og affald ligger helt tydeligt i gaderne og på de omkringliggende jorde.
Men selvom kontrasten er tydeligt markeret, når man kører fra Moskva og ud i provinsen, er det tydeligt at mærke at nu er man kommet til det autentiske Rusland og det russiske folk. Vi fortsatte turen igennem de russiske provinsbyer, store som små og med hver deres særpræg – men Rusland begyndte langsomt at komme ind under huden på én. Man begyndte at lægge mærke til russerne og ikke den levestand der var – det var befriende. Den ene station efter den anden blev passeret og der blev provianteret både russiske Pepsi, Mars bar og nudler, så det næste stræk kunne starte. Efterhånden som vi kom mod grænsen til Mongoliet, skulle synet af verdens største sø, Bajkal søen, møde os. Søen der rummer ca. 20 % af alt verdens ferskvand og er verdens dybeste sø. Bajkalsøen bliver også kaldt for Sibiriens blå øje og rummer hundredvis af plante- og dyrearter, hvor nogle slet ikke findes andre steder i verden. Bajkal søen er i øvrigt og medtaget på UNESCOs verdensarvsliste – desværre havde vi ikke tid til at gøre stop ved søen, men bare synes fra toget, da vi kører helt nede langs kanten giver et lille indblik i den kæmpe store sø. Det var tydeligt at russerne også søge mod ferskvandsøen. Der var masser af liv med lokale der camperede, havde picnic og brugte søen til sejlads. Det var desværre ikke så godt vejr, da vi kørte ved Bajkalsøen.
Videre mod Mongoliet, over grænsen til Mongoliet og vores første stop i byen Ulaanbataar (Ulan Bator), som er hovedstaden i Mongoliet og samtidig også den størse by (ca. 1,3 mio. indbyggere). Vi havde 1 dag ca. i Ulaanbataar inden vi skulle på udflugt videre ud i Mongoliet. Vi brugte dagen til at slentre lidt rundt i byen, se et tempel og købe lidt proviant til de næste par dage der skulle foregå i naturen i Mongoliet. Ulaanbataar er en stor by, men ikke specielt attraktiv da den er præget af slum og der er næsten ingenting at se på. Dog skal den kæmpe store plads midt i byen nævnes. Pladsen er en paradeplads til ære for Mongoliets kejser Djenghis Khan, som var med til at samle de bekrigende stammer i Mongoliet. Djenghis Khan og hans kejserdømme har haft herredømmer i Kina, Rusland, Persien og endda Europa har været under Mongoliets kejser.
Mongoliet
Om morgenen hvor vi skulle afsted, havde vi pakket vores ting, sagt farvel til “døren” vi sov på, på hostel og stod nu og ventede på den guide vi havde lavet en aftale med hjemmefra. Tiden gik og der var efterhånden gået noget tid efter vi skulle være hentet af guiden. Men til sidst ankom guiden, sammen med hendes onklel i en gammel russisk 4×4 og afsted det gik ud af byen og ud mod den storslået natur. Turen startede på nogle forholdsvis store veje, men med masser af huller – og det blev ikke mindre kuperet, efterhånden som vi kom længere og længere væk fra byen og ud på de små veje i bjergene. Det var med at holde fast og efter 4 timer med konstant rysten, hoppeture og bump, var vi fremme ved vores overnatningssted. Vi skulle sove i en original Ger, som er et traditionel Mongolsk telt, som nomaderne har brugt i hundredvis af år, når de skulle finde ly fra vejrlig.
Vores Ger var heldigvis opsat og der var tændt op i brændeovnen som stod i midten af teltet, og var den eneste varmekilde hele natten. Desuden var der lagt ikke mindre end 4 dyner klar til os hver – 4 alligevel… Ja, og det viste sig at være en god idé. For efterhånden som brændeovnen ville dø lidt hen i løbet af natten ville den 2-3 grader kolde luft komme ind i teltet, så er det meget rart med masser af dyner til at holde varmen.
Efter en lidt kold nat, stod vi op til den mest fantastiske udsigt mod bjerge, rindende vand i en mindre flod og blå himmel. Naturen i Mongoliet fejler bestemt ikke noget. Dagen skulle vi bruge på at køre med en oksekære, sammen med guiden, en “chauffør”, min søster og jeg. Vi startede ud med at køre mod et gammelt tempel, som var gemt godt af vejen inde i skoven. Guiden gav en hurtig historietime og det var ganske fint – i det hele taget var vores guide god til at fortælle os om det moderne Mongoliet og de historiske emner.
Vi brugte ca. halvdelen af dagen med guiden og oksekæren, inkl. en løbsk okse med kære inkl. min søster og jeg siddende derpå. Og det var uden guiden og vores oksefører. Oksen havde i hvert fald ikke tænkt sig at ville stoppe med vores kommandoer, men heldigvis fik vores oksefører den standset inden det var endt helt galt. Vi spiste frokost sammen med vores okseføre og guide i den ufattelige smukke natur.
Resten af dagen tog guiden os med i skoven, hvor der blev fortalt om den frodige natur, spiselige planter og de dyr der lever i Mongoliet. Der blev spillet et nationalt spil med fåreknogler – ja, fåreknogler, men det var ikke så bestialsk som det kunne lyde og faktisk et ret sjovt spil. Aftensmaden blev tilberedt af guiden og hendes onkel og smagte ganske godt – med friske lokale grøntsager og lammekød. Næste dag gik turen, med masser af bump, vand og huller, mod en lokal nomadefamilie, der viste os deres Gertelt frem. Vi fik set hvor at børnene helt fra små af bliver opdraget til at kunne ride. Nomadefamilien ville også have vi skulle smage en lokal drik, der bestod af gæret fåremælk – og skal vi ikke bare vi har smagt det, uden at kommenterer yderligere på smag og konsistens. Videre fra nomadefamilien satte vi kursen mod togstationen og videre med toget ud i ingenting, nemlig Gobiørkenen.
Gobi-ørkenen
Vi kørte med toget fra UlaanBataar og ned gennem Mongoliet, med retning mod Beijing. Inden vi kunne krydse den Kinesisk grænse, skulle toget passerer Gobi ørkenen. Gobi ørkenen er Asiens største ørken, den 5. største ørken i Verden og optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Gobi ørkenen dækker det sydlige Mongoliet og det Nordlige Kina og har temperature fra –42 grader om vinteren til +45 grader som sommeren.
Efter at have kørt mange hundrede kilometer med frodige landskaber, små og større byer var det nu en helt anderledes oplevelse der ventede for os. Det er helt specielt at køre igennem ørkenen med toget. Der er ikke andet end togskinner, en telefonlinje, sand og nogle enkelte skeletter fra afdøde dyr. Toget standsede nogle få gange, hvor personalet skulle have kontrolleret bremserne – helt specielt at holde helt stille midt i ørkenen, omgivet af nærmest ingenting. Mens man holder stille, kan man tænke over de mange dyrearter, trods varme og kulde, der findes i Ørkenen – bl.a. Gobibjørnen, kameler og vilde heste.
Kina & Beijing
Efter en strækning med ingenting gennem Gobi ørkenen skulle vi passerer grænsen ind til Kina. Inden toget kan fortsætte sin tur i Kina, skal det have skiftet hjulsæt. De skal skiftes så afstanden mellem hjulene passer de kinesiske skinner. Inden toget bliver hejst op i liften og så hjulsættene skiftet, har du mulighed for at komme af toget – men giv dig selv den oplevelse at være med på toget, der bliver kørt ind på værkstedet, hævet op og får skiftet hjulsættet.
Nogle timer senere var toget blevet udstyret med nye kinesiske hjulsæt og kunne fortsætte rejsen igennem den sidste del af Gobiørkenen og videre i Kina. På sidste 850 km, går der ikke lang tid før det kinesiske landskab ændre sig fra ørken til frodige grønne rismarker, hvor kineserne går og arbejder med de karakteristiske kegleformede hatte. Toget fortsætter igennem Kina og pludselig kan man ane Den Kinesiske Mur i horisonten, som også er et af højdepunkterne på turen. Det er en fantastisk oplevelse at komme kørende så tæt på muren og vide man snart kan få lov til at betræde den berømte mur, der engang var et kæmpe forsvarsværk (6.259 km lang) for Kina.
Toget lander på endestationen i Beijing (Peking), hvor vi skulle tilbringe vores sidste dage på turen, inden rejsen gik mod Danmark. Beijing er en kinesisk kæmpeby med 7,5 mio. indbyggere, bare i det centrale Beijing og i alt 21,8 mio. indbyggere i Beijing. Beijing er enorm stor, men vi ville alligevel prøve at nå lidt rundt i byen. Vi startede vores rundtur og første dag med at besøge Den Himmelske Fredsplads og Den Forbudte By, hvor sidstnævnte er med på UNESCOs verdensarvsliste. Den Himmelske Fredsplads er et smukt syn og en flot plads, men historisk set ikke særlig smuk, taget studenteroprøret i 1989 i betragtning. Den Himmelske Fredsplads er enorm stor (880×500 meter) og er verdens største åbne plads i verden – ikke engang overgået af Den Røde Plads i Moskva.
For enden af Den Himmelske Fredsplads ligger Den Himmelske Freds Port, som giver adgang til Den Forbudte By. Den Forbudte By var under Ming- og Qingdynastierne det kejserlige palads og navnet kommer af at området ikke gav adgang for almindelige folk, men kun kejserfamilien og hoffet. Den Forbudte By består af 800 bygninger med i alt 9.999 rum, fordelt på 720.000 m2. Den Forbudte By var næsten et helt pusterum i det vilde liv der foregår i Beijing. Området kunne man bruge timer på at gå rundt i og se på de flotte kinesiske bygninger, templer og velholdte små kinesiske haver.
Dagen efter havde vi hyret en guidet tur ud til Den Kinesiske Mur. Det viste sig at turen ikke indeholdt det lokale bureau havde givet udtryk for. Guiden sagde intet om Den Kinesiske Mur, der var ikke entré med til vandring på muren (som var lovet) og den guidede tur rundt ved tempel på turen fandt heller ikke sted. Lidt skuffede, frustreret og vrede over dét, betalte vi entré for at kunne komme op på et af verdens vidunder. Og hold nu op for en oplevelse at kunne gå med sine egne fødder på historiske mur. Det er et helt ubegribeligt stykke ingeniørkunst de har lavet i sin tid og oven i det, giver muren en fantastisk udsigt ud over det kinesiske landskab. En kæmpe oplevelse rigere tog ind til Beijing igen og brugte resten af dagen på at slentre lidt rundt i gaderne og se det lokale liv med madboder, butikker og små hyggelige gyder.
De næste punkter på vores program for Beijing var kinesisk opera og zoologisk have. Vi valgte at ville ind og se en kinesisk opera. Det var en særlig oplevelse, især fordi vi ikke forstod sproget. Men til trods for nogle sproglige udfordringer var det nu meget sjovt at opleve noget kinesisk kultur.
Beijing Zoo blev besøgt med ét formål, nemlig at skulle se pandabjørne. Det lykkedes at se pandabjørne, men det var dog ikke de bedste forhold de havde i deres område. Vi brugte et par timer derinde og brugte ellers resten af tiden i Beijing by, med bl.a. besøg i nogle storcentre og på besøg på silkemarkedet, som også går under navnet Beijings Sorte Marked. På disse markeder kan du finde alt du kan forestille inden for sko, tøj og tilbehør i ægte kinesisk kvalitet og helt uægte ?. Vores dage var ved at være brugte i den kinesiske hovedstad, men med 5 dage i byen var vi ved at være træt af smog, billarm og mennesker alle steder. Beijing er fin at have med som stop på din tur i Asien, men jeg ville ikke anbefale at bruge mere end 3-4 dage i byen – så hellere bruge tiden ude i den kinesiske provins.
Toget
Når du rejser med den transsibiriske jernbane har du mulighed for at kører med enten et russisk eller kinesisk tog. Efter sigende skulle servicen være bedre på de kinesiske end på russiske tog. Fælles for dem er at du kan vælge at rejse på 1. eller 2. klasse. Forskellen på de klasser er antallet af passagerer du skal dele kupé med. På 1. klasse er der 2 sovepladser og på 2. klasse er der 4 sovepladser. Hver togvogn har toilet/bad og håndvask i den ene ende. Du har mulighed for at få lokale retter i togets spisevogn eller du kan gøre brug af togets stoppesteder til at forsyne dig med vand, slik, lokale specialiteter og frugt som de lokale står klar til at sælge når toget anløber perronen.
Vi kørte på både 1. og 2. klasse. På turen fra Moskva til første ophold på turen havde vi vores egen kupé, men delte håndvask (midt imellem 2 kupeer) med 2 nordmænd. Kupeen var udstyret med et lille bord, stol og en køjeseng. Siddepladserne bliver flittigt brugt på sådan en tur, hvor du kan sidde og betragte det landskab og kultur du passerer med små 80 km/t. Brug tiden til at læse nogle gode romaner eller tag en snak med dine medpassagerer. Vi fik en god snak da vi skulle fra Mongoliet og videre mod Kina, da vi på 2. klasse skulle dele kupé med 2 amerikanere.
Hver morgen blev vi vækket af en venlig kineser der havde sat friskkogt vand og te foran vores dør ind til vores kupé. Man finder ret hurtigt ud af at med varm vand kommer man langt med drikkevare og mad.
Afslutning
Den Transsibiriske Jernbane kan noget helt særligt. Den tager dig med igennem flere tidszoner, igennem 3 forskellige kulturer og lande som man ikke kan sammenligne med noget andet sted i verden, på godt og ondt. Det er verdens længste togtur, men når du først er afsted overtager de mange indtryk og oplevelser, den kedsomhed som måske først falder én ind at tænke på. Den Transsibiriske Jernbane starter i det kolde og kontante Moskva, der viser sig at være lunefuld og varm, når først du er kommer lidt ind under huden på folket og byen. Dernæst kommer du igennem storslået natur i landet som Djenghis Khan samlede og som i dag har en stolt tradition med heste og nomadekultur, velkommen til Mongoliet. Den lange togtur slutter (for vores vedkommende) i byen der huser Den Himmelske Fredsplads og Den Forbudte By. Et kommunistisk land, der umiddelbart virker åbent for os som turister og efter sigende kommer til at være en stormagt i fremtiden. Kineserne har deres helt egen måde at være på, som for en vesterlænding til tider kan være lidt anstrengt. Men det gør ikke landet mindre smukt og mindre tiltalende at besøge. I Kina får du adgang til historisk vigtige seværdigheder, frodig natur, spændende metropoler og et folk der er ydmyg omkring deres historie, land og deres besøgende.
